Voksen Californian

Historie

Racen Californian stammer som navnet antyder fra Californien, hvor den først så dagens lys i de tidlige1920er. Selve Russertegningen på kaniner er imidlertid meget ældre. Der findes malerier fra 1400tallet, der viser russertegnede kaniner. Californian blev fremavlet af George West fra det sydlige Californien. Det gjorde han ved at krydse den mindre Russer med en noget større Chinchilla og igen krydsede med den større New Zealand White. Formålet var at fremavle en god slagtekanin med en god pels. Farven var mindre vigtig. Den nye race vandt ikke umiddelbar popularitet og første efter 15 år fik den nogen udbredelse. Den blev godkendt som race i sit hjemland USA i 1939. Racen kom først til Europa efter 2. verdenskrig i 1947, hvor den første gang blev udstillet i London. Den kom til Norden i 60erne samtidig med at den oplevede et boom i USA. I dag er den særlig populær i Slovakiet og Tjekkiet, hvor efterspørgslen på middelstore slagtekaniner er stor.

Russertegningen

Californian er kendetegnet ved sin hvide grundfarve og russertegning. Farvede løb (ben), snude, ører og hale. Den har røde øjne og er dermed albino. Den findes i tegningsfarven sort, zobel blå og zobel brun. Det kræver dog et noget trænet øje at kunne se forskellen, på de enkelte farver. Som unge, hvor farven er meget svag, kan det være svært at se om den er sort, brun eller blå. Californian vil ikke kunne fremavles med anden grundfarve end hvid, men kan ifølge nogle eksperter fremavles i alle tegningsfarver. Enkelte eksperter mener dog ikke, det er tilfældet. Tegningsmæssigt er den tæt beslægtet med zobeltegnede dyr, der ligeledes har tegnet maske, ører, løb og hale.

Det pudsige ved racen, er at den ikke fødes med tegningen. Den fødes som albino. Tegningen er et resultat af en en mutation i den samme A-serie, nemlig Albino-genet. Californier har også som andre albinokaniner en tendens til at væve (monotomt bevæge hovedet fra side til side)

Mutationen bevirker imidlertid, at der sker noget, når kaninen skifter den første ungepels. Snuden, ørerne, den yderste del af løbene og halen bliver farvet.

At tegningen fremkommer på ekstremiteterne (yderpunkterne) skyldes temperaturforskel i kaninens hud. Blodgennemstrømningen i yderpunkter, snude, ører, hale og løb foregår lidt dybere i hudens overflade, som derved giver nedsat temperatur i huden, og derved virker russeranlægget. Den tyske dyreforsker Hans Nachtheim, mener at have bevist hudtemperaturens betydning for farven, ved at barbere nogle af hårene af på bagkroppen af en Russer på et tidspunkt, så de voksede ud igen i kulde. De ellers hvide hår voksede da ud som sorte. Som så forsvandt igen ved næste fældning. Er temperaturen i de tegnede områder af kaninen over 30-34 grader ved pelsens fremvækst, udvikles tegningen stort set ikke.

Som udgangspunkt er farven klarere på mindre dyr end store dyr, fordi de har sværere ved at holde varmen. I princippet betyder det så, at det skulle være lettere at få en god tegning på en Dværghare og en Hermelin end en Californian. Om det er tilfældet ved jeg ikke, men måske Ela eller Jens Jørgen, der som dommer ser mange kaniner, kan tilføje en kommentar under korrekturen. Tilsvarende skulle det også betyde, at vi i Norden skulle få bedre tegninger end i Sydeuropa.

Underafkølede unger får mørke hårspidser, så ungen synes ensfarvet mørk i stedet for helt hvid, som den burde være. De mørke hårspidser forsvinder imidlertid ved næste fældning og skulle ikke have  nogen betydning for den senere tegning.