Brit Torp. Avler af Dværg Vædder og andre.

Af Maria Gullestrup, Klaken Kaniner. Bragt i Kaninavlerforeningens blad.

Jeg er på besøg hos Brit i hendes rækkehus i Lyngby. Lige så snart jeg kører ned langs rækkehusene kan jeg se, hvor Brit bor, for der står et par Mejlskovbure i forhaven, som hun skal have solgt.

Brit er 50 år, hun har haft kaniner fra barn af, men blev for alvor kaninavler for 7-8 år siden og har været medlem af Kaninavlerforeningen siden 2006 med avlernr 2428. Det startede egentlig med, at hun skulle have 2 kaniner på terrassen, men som flere af os nok kender, udviklede det sig, så hun i dag har omkring 15 dværgvæddere i farverne blå siameser, blå zobel og hvid rødøjet.

Brit og jeg har sat os på terrassen i hendes have i det dejlige solskinsvejr, som vi sidder der bemærker jeg en lille Stampe-kanin hun har tatoveret på anklen. Jo, Brit går helhjertet ind for sin hobby.

Ude i Brits baghave dominerer kaninerne billedet. Det er et sandt kaninparadis, hvor hver af hendes 15 Kaniner har et stort bur og egen løbegård, som fylder det meste fa baghaven. Hun har tænkt tanken om at flytte på landet for bl.a. at få mere plads til kaninerne og slippe for naboer, som ikke rigtigt synes at kaniner hører til i et rækkehuskvarter. De larmer (stamper), tiltrækker rotter, og halmen sviner!!!

Jeg synes, at Brits kaniner lever under noget nær ideelle forhold for kaniner, og jeg bliver faktisk lidt misundelig. Brit har fået specieldesignet Mejsskovburene, så de måler omkring 100x50x50 pr. bur, der er ekstra højt halmfang på burene, så halm og kaninunger ikke falder ud, og der er en hylde til kaninerne i hvert bur, som en del af dem benytter til at nappe en middagslur på. Løbegårdene er omkring 2 x 1,5 m. og kaninerne går på sand. Brit mener, at det er bedre end jord, da kaninerne ikke bliver så beskidte i regnvejr, desuden har de mulighed for at grave. Derudover har hver kanin adgang til et lille hus i løbegården, hvor de kan være i tørvejr og læ, når det blæser og regner. Hver kanin har også en tunnel, som de elsker at løbe rundt i og en træstub, som særligt hankaninerne ynder at sidde på. Jeg kan se et par marsvin i en løbegård for sig og spørger til Brits erfaringer med at sætte marsvin og kaniner sammen, da det er et spørgsmål jeg med jævne mellemrum får stillet af potentielle købere. Brit har ikke sine marsvin og kaniner gående sammen. Et at problemer med at have marsvin og kaniner gående sammen, er at de ikke spiser samme foder og ikke taler samme ”sprog”.

Brit startede egentlig ud med en løvehoved og en dværgvædder, og prøvede sig derefter lidt frem bl.a. med dværgvædder i havanna og blå zobel hermelin. Løvehovederne blev skiftet ud, fordi temperamentet var for dårligt og hermelinerne, fordi de bare ikke fik unger. Men i dag er det altså, dværgvædderne i blå siameser, blå zobel og hvid rødøjet, der har taget over. Disse farver er også gode, da de supplere hinanden.

Jeg spørger til Brits erfaringer med kaninernes temperament og hvad, der har betydning for at få kaniner med et godt temperament. Brit mener at racen spiller ind, at dværgvædderne har et bedre temperament end andre racer om end, der også kan findes sure og reserverede dværgvæddere. Kønnet spiller også ind, så skal man have størst sikkerhed for en rolig kanin, er hanner det bedste valg. Der ud over spiller arv en rolle, kaninmødre med dårligt temperament, giver det videre til ungerne. Endelig er Brits kaniner meget i hænder, hvilket også har betydning for hvor omgængelige de er.

Jeg spørger ind til Brits erfaringer med avl. Som regel starter parringssæsonen sidst i foråret, men det kan forekomme tidligere, hvis hunnerne er ved at være kulret. Hun parrer helst kaninerne i løbegården. Hun kender hunnerne og deres temperament, og ved derfor også som regel, om den er villig, når den sættes ind til hankaninen. Hun tjekker dog ikke decideret, om de er i brunst, før hun sætter dem ind til hannen. Som regel lykkes en parring efter max 5.-10. min, men er hunkaninen ikke villig, sættes hun tilbage i sit bur og der prøves igen en anden dag. Hun har eksempler på en enkelt hankanin, der ikke var særlig ferm ud i parringens kunst. Først efter et par år i stalden, forstod han hvad det drejede sig om. Brit kan som regel mærke på hunnerne omkring halvejs i drægtigheden, om hun reelt er drægtig, hvor kaninen bliver tungere omkring maven. Brit har også erfaringer med hunner, der endevender buret lige ind til de bliver parret, hvorefter de helt stopper. Det passer med, at de er drægtige.

I år blev kaninerne parret sidst i februar. Der er kommet 25 unger, hvoraf kun to er døde. Når ungerne er kommet til verden, tjekkes de hver dag. I år har hun ikke haft problemer med hunner, der ikke vil kendes ved sine unger. Brit har dog gode erfaring med at flytte unger fra en hun til en anden, hvilket aldrig har givet anledning til, at erstatningsmoderen ikke har villet tage sig at ”plejebørnene”. Sker det, at nogle unger trænger til lidt ekstra mælk, har Brit gode erfaringer med, at sætte sig med et håndklæde over benene (hendes egne), lægge ungerne i håndklædet og sætte moderen henover. Samtidig fodres moderen med mælkebøtter for at holde sig i ro. Det har som regel givet gode resultater. Til gengæld har hun ikke gode erfaringer med at give unger mælk med sprøjte. Jeg har selv forsøgt mig med at lægge kaninmoderen i skødet med maven opad og ungerne på maven af moderen. Det virkede et stykke tid, men da jeg en dag oplevede en morkanin sprælle og med en klo få sprættet maven op på en af ungerne, holdt jeg op med det.

Brit fodrer med Rabbit Royal, da hun synes, at det dugter godt og kaninerne er glade for det. Hun har ikke haft problemer med, at kaninerne bliver for overvægtige af det. Kaninerne får urtegræshø fra Karise, som er en rigtig god kvalitet. Om aftenen fodres med forskellige former for grønt eksempelvis gulerødder, broccoli eller mælkebøtter.

Brit udstiller gerne. Hendes bedste resultat er en dværgvædder blå zobel han med 95 points. For tiden arbejder hun særligt på at få forbedret ørene på dværgvædderne og på af få skaffet nyt blod, hvilket kan være et problem med de ikke så udbredte farver. Hun har dog tidligere hentet kaniner i Sverige, for at få nyt blod.

Afslutningsvis spørger jeg til, om Brit har nogle gode råd til nye avlere. Brit siger, at hun selv har haft gode erfaringer med at prøve sig lidt frem i starten med hensyn til racer og farver, så senere koncentrere sig om en eller få farver.

Jeg takker af for i dag, og overlader Brit til hendes kaniner. Det har været en fornøjelse at se kendes kaniner og stald.