Jeg har bestilt en del kaninbøger hjem fra Ebay.com. Bøger fra England, USA og Tyskland, og jeg glæder mig til at få lidt faktuel viden. Jeg har kastet mig over bogen ”Rabbits – The Animal Answer Guide” af Susan Lumpkin og John Seidensticker. En bog jeg egentligt troede omhandlede kaniner. Men det gør den ikke!. Eller i hvert tilfælde ikke kun. Bogen favner bredt vilde kaniner og deres nærmeste artsfæller hare samt ”pika”. Det sidstenævnte dyr har jeg end ikke hørt om. Omslag i en ordborg lærere mig, at ”pika”, også kaldes en pibehare. Det er et lille dyr på omkring 300 g og øre som en mus, som jeg har noget svært ved at se skulle være i familie med harer og kaniner.

Bogen er mere en zoologisk beskrivelse af dyrene end en lærerbog om vores tamkaniner. Men en beskrivelse af vores kaniner i naturen, er efter min mening også nyttig i forhold til at forstå vores kaniners natur og væremåde i fangeskab. Jeg kaster mig derfor interesseret over bogen.

I bogen kan jeg læse, at de arter, der har den tætteste sociale levevis eksempelvis pika, har det mest udviklede ”sprog”, at arter, der har mest udviklede unger ved fødslen får færre unger end arter, der har meget underudviklede unger ved fødslen. Altså harer, der føder stort set færdigudviklede unger, får færre end kaniner, der føder ungerne nøgne og blinde. Jeg kan også læse, at små arter som udgangspunkt føder flere unger end større arter. Og det ved jeg så i hvert tilfælde ikke er gældende inden for de enkelte arter, hvor eks. store kaninracer føder flere unger end små. Det er faktisk ganske interessant, at se sammenligningen med de andre arter, for det giver jo god mening, at arter med en tæt social levevis har et mere udviklet ”sprog” end arter, der primært lever alene, men det er faktisk også lidt forvirrende, for jeg kludrer faktisk nogle gange rundt i om resultaterne gælder for harer, pika eller kaniner, og kan forskningsresultater for europæiske vildkaniner direkte overføres til vores tamkaniner?

Bogens omfatter kapitler om kaniners opførsel, reproduktion, ernæring, kaniner og mennesker både i relation til kaniner som kæle og produktionsdyr, de problemer kaniner skaber i naturen og de problemer mennesker skaber for kaniner i naturen, kaniner i litteraturen og endelig et kapitel om ”rabbitology” altså videnskaben om kaniner, hvem ved hvad om kaniner.

Nogle kapitler lyder mere spændende end andre, så jeg starter midt i bogen, med at læse om kaniner i naturen, kaniners sprog og kaniners reproduktion. Bogen er spækket med forskningsresultater fra naturen og dyr i fangeskab. Hvilket jo bestemt underbygger bogens lødighed. Bl.a. nævnes en forsker i kaniner Heiko G. Rödel. Da jeg googler ham, finder jeg frem til rigtig mange forskningsartikler om kaniners reproduktion, og jeg finder frem til World Rabbits Science, fra Universitetet i Valensia i Spanien, der forsker i kaniner. Man kan blive medlem og få adgang til videnskabelige artikler om kaniner her, så det må jeg kigge nærmere på. Den dag, når jeg får tid.

Nå tilbage til bogen. Jeg læser videre om kaniners sprog, som han deler op i lyde: dødsskrig, parringslyde og ungernes grynten i reden og stampen, kropssprog samt duftmarkering. Duftmarkering har stor kommunikativ betydning for vilde kaniner. De afmærker deres territorier ved hjælp af sekret fra kirtler, urin og afføring. Kaninerne leverer lortene over alt i deres territorium, men samler dem også i et ”toilet”. Om muligt placeres disse toiletter gerne højt oppe på en bakketop eller anden synligt sted, for at afmærke kaninens territorium. Hanner har en tendens til at besøge deres toiletter oftere end hunnerne, hunner oftere i parringssæsonen end ellers. Det er uklart præcis, hvad de kommunikere gennem toiletterne, men det er ofte relateret til territorial beskyttelse, men har også betydning i relation til deres reproduktion.

Videre om reproduktion læser jeg, at hunkaniner i naturen sjældent parrer sig med en laverestående han i hierarkiet, at hunkaninerne som regel får færre unger i årets første kuld end senere på året. Der er også en tendens til at dyr, der lever langt mod nord får færre og større kuld, end artsfæller længere mod syd, der har en længere avlssæson og får flere kule med færre unger i hvert.

Konkluderende kan det vel siges, at om end det ikke er alle kapitlerne, jeg har fundet relevante for mig, så har jeg lært en del af de kapitler, jeg har læst. Og ikke mindst er bogen fortræffelig til at lede en videre til andre interessante artikler og forskningsresultater.

Rabbits – The Animal Answer Guide. Af Susan Lumpkin og John Seidensticker